Undtagelsen
Ondskab på Købehavns Rådhus
Teater, talere og debat i anledning af Auschwitzdagen om
folkedrab
Dramatisering af Christian Jungersens laurbærroste roman og skarpe ord om racisme i Danmark
Medvirkende skuespillere: Mette Frank, Pia Jette Hansen, Barbara Hesselager, Tina Gylling Mortensenog Henrik Prip
Musikere: Alberte Winding, Benjamin Koppel og Sankt Annae Pigekor
Lysdesign: Jeppe Lawaetz
Over 700 mennesker var samlet på Københavns Rådhus ved gårsdagens
Auschwitzarrangement. Den officielle folkedrabsdag blev markeret i
flere byer over hele Europa i anledning af 60-året for befrielsen
af den frygtede koncentrationslejr i Polen og i mindet om
folkedrabene i bl.a. Cambodja, Rwanda og Bosnien. Det københavnske
arrangement viste en dramatisering af Christian Jungersens
succesroman "Undtagelsen", der netop har modtaget boghandlerprisen
De Gyldne Laurbær. Både bogen og dramatiseringen viser hvordan den
daglige ondskab, mobning og racisme kan føre til ukontrollerede
folkedrab. Dette tema var flere af talerne inde på, og der var
drøje hug til debatklimaet i Danmark.
Anker Jørgensen
Forhenværende statsminister Anker Jørgensen slog fast, at der var
fanatikere iblandt os, og at vi var nødt til at sætte grænser for
tolerance for at beskytte det demokratiske samfund. Han opfordrede
til at man støttede hinanden ved at stoppe det onde i en selv og i
samfundsudviklingen, før man endte som gerningsmænd til frygtelige
forbrydelser mod andre mennesker.
"Der er for mange officielle talsmænd- og kvinder fra politiske
partier og ministerier der ægger til mistro, kommer med
nedværdigende omtale og på den måde er med til at udstøde
medmennesker, der ikke ligner dem der medvirker i en Morten
Kock-film. Det er nemlig ikke nok, at være dus med himlens fugle
eller kunne hilse på en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten
af verden der kommer til os uanset om de kommer fra Tyrkiet, Polen
eller Chile.", sagde Anker Jørgensen.
Hanne Reintoft
Socialrådgiver Hanne Reintoft talte også om ondskaben og skellet
mellem det gode og onde. "Vi mennesker har altid haft svært ved at
finde frem til den gode magt. Magt bliver let ond. Derfor er det
nødvendigt at være konstant vågne, at gøre indsigelse, at
protestere, når ondskaben truer med på ny at tage magten", sagde
hun.
Paula Larrain
Nyhedsvært Paula Larrain fortalte sin egen, personlige historie
fra Chile og satte fokus på dilemmaet om at holde af
familiemedlemmer der også har støttet det tidligere regime i Chile.
Hun stillede spørgsmål om hvordan gør man sig fortjent til at blive
voldtaget, pint med elektriske chok eller få smadret sine lemmer.
Og understregede, at hun normalt ikke vil have med den slags
mennesker at gøre som forsvarer dette, men at hun elskede sine
onkler og fætre trods deres meninger. "Jeg ved ikke hvor jeg skal
gøre af vreden og skammen over, at det onde i mennesket har så gode
kår og er så svær at bekæmpe."
Uffe Østergård
Lederen af det danske holocoust og folkedrabscenter, Uffe
Østergård satte også fokus på begrebet gerningsmænd, og stillede en
række spørgsmål om hvem gerningsmændene er. Om det kun var dem som
slog ihjel eller om det også var der dem skrev hadefulde taler
eller transporterede fanger. Kan et land eller folk være
gerningsmænd? Spurgte han. "Fra den store ondskab til den lille og
tilbage igen. Det skal vi tænke over hver for sig, men helst højt
og i fællesskab".
Christian Jungersen
Forfatteren til "Undtagelsen" der var dramatiseret over indgik
selv i de udvalgte teaterscener, og Christian Jungersen slog fast,
at det ikke er sådan at næsten alle mennesker er enige om at tage
afstand fra folkedrab. Han var enig i, at man skulle søge at forstå
og tilgive hvis nogen gør ondt, men kun til en vis grænse. For
folkedrab er det absolut onde og hvis nogen handler som
krigsforbrydere skal de straffes hårdt. "Vi må rumme viljen til den
størst mulige indsigt og forståelse for disse mennesker. Men
samtidig til den ultimative fordømmelse, Og til den uendelige
erindring, sagde Christian Jungersen, hvis bog er solgt til over 10
lande.
